LÆR AT QUILTE

Hvad er quilt, og hvad kan det bruges til?

Quilt er en teknik, hvor du har vat eller skum mellem to lag stof, som du syr mønstre i, så der dannes en pop-up effekt mellem syningerne. Du kan bruge det til at dekorere tøj, puder, tasker, og hvad du ellers finder på!


Det skal du bruge:

  • Symaskine

  • Saks

  • Lineal

  • Markeringspen

  • Quiltemåler er en fordel

  • Sytråd eller quiltetråd

  • Stof

  • Tyk vlieseline, vat eller skum


Såden gør du:

1. Lav dit design. Prøv at tegne nogle forskellige mønstre på papir, før du går i gang. Skal du sy i lige linjer, bølger eller frihånd? Et simpelt mønster at starte med er lige linjer eller tern.

2. Klargør dit stof og indlægsmateriale (vlies, skum eller vat) ved at klippe 2 lige store stykker stof og et stykke indlægsmateriale.

3. Du kan evt. spraylime dit stof fast på begge sider af indlægsmaterialet med en permanent eller midlertidig spraylim. Så holder de tre stykker sig bedre sammen, når du syr. Sæt dem også sammen med nåle eller clips.

Tips: Clips er smarte til quilt, fordi de kan holde tykke stykker stof sammen - ofte op til 1 cm. Mens det kan være svært at få nåle i.


4. Marker dine sylinjer på stoffet. Har du valgt en frihåndstegning, kan du bruge vandopløseligt vlies:

Overfør din tegning på det vandopløselige vlies og sæt det fast på dit stof. Sy gennem alle fire lag. Når du er færdig, kan du vaske det vandopløselige vlies væk under vandhanen.

5. Sy dit mønster. Brug evt. quiltemåleren til at måle den korrekte afstand i stedet for at tegne hver eneste linje over på stoffet.

6. Har du vandopløseligt vlies på, så vask det af.

Færdig!

Previous
Previous

FRA STOFRESTER TIL PATCHWORK MAKE-UP PUNG

Next
Next

LÆR AT SY PATCHWORK MED TREKANTER - Broken dishes